Den nye statslige medieombudsmand fremstår som et uafhængigt organ, men tildeles en magtkoncentration uden moderne sidestykke: Han kan selv afgøre, hvilke ytringer der er “nyhedslignende”, selv indlede sager mod borgere og medier, pålægge dem at offentliggøre hans egne afgørelser og udstede påbud om genmæler i den form og placering han selv bestemmer. Straframmen forhøjes samtidig, og grænsen for hvem der kan rammes – såsom “15.000 følgere” – udhules af brede undtagelser, der giver staten adgang til at gå efter selv små aktører og enkeltpersoner. Det er et system indrettet til misbrug: et statsligt sandhedsministerium forklædt som hjælp til borgerne.